Menu

Gauerslund IF Senior endnu bedre rustet til sæsonen 2026

image
30. december 2025 kl. 20:34
Succes på træningsbanen, succes i kampe og endnu mere succes for fællesskabet. Klar til træningsopstart 24. januar

Efterårs-sæsonen 2025 står tilbage som historisk i Gauerslund IF og ikke mindst, så blev den afsluttet helt perfekt for seniorafdelingen, for alle tre senior-hold klarede sig rigtig godt - og måske vigtigst af alt; så blev antallet af spillere ved med at stige og stige hen over sæsonen!

Faktisk stod der hele 70 aktive seniorspillere registreret, da dommerne fløjtede sidste spillerunde af i oktober. Ikke nok med, at det er et rekordhøjt antal, for alle bidrog til sammenholdet i senior-afdelingen og i klubben, hvor træner-teamet kan notere, at alle snakker med alle, uanset hvilket hold man spiller på.

Der er for nuværende tilmeldt tre hold i DBU-turneringerne; serie 5, serie 3 og Jyllandsserie 2, hvilket betyder, at der er noget for enhver, om man bare gerne vil holde sig i gang og nyde sammenholdet, eller man gerne vil teste sig af på højere niveau.

 

Træningsstart 24. januar 2026

2026 forårssæsonen fløjtes i gang d. 24. januar kl. 13.00 på Danbolig Arena. Her vil seniorafdelingen også byde U19 drengene velkommen og knytte årgangen tættere sammen med senior-afdelingen. Planen er dels at melde U19 til i egen række, og dels at integrere spillerne i senior-trupperne frem mod sommer, hvor der igen kommer en række spillere hjem fra efterskole og forhåbentlig er klar til at trække i den røde trøje.

U19-spillernes større integration i senior-afdelingen vil på positiv måde vise sig i træning - og derved gøre træning endnu sjovere, endnu mere udfordrende og endnu mere givende og også give mere kamp om pladserne.

 

På trænerfronten kan vi byde velkommen til flere særdeles velkendte profiler og samtidig glæde os over kontinuitet, der borger for god træning.

 

Serie 5, her er Nicolai Grønnebæk klar, med hjælp fra Michael Nedergaard og Bjarke Janssen.

Serie 3, her er Jakob Hougaard klar, med hjælp fra Emil Glenstrup og Henrik Krogh Jensen.

Jyllandsserie 2, her fortsætter Hans Jørgensen, Peter Uhre og Michael Lehmann og de får hjælp af Lars Holm og Henrik Guldberg Jensen.

Det er en opjustering, som gør det muligt, at trænerne kan fokusere på hver deres område (dødbolde, målmands-træning osv.)

Holdlederne Steen Møller og Henrik Krog Jensen er også klar til at tage endnu en tørn, som de to har gjort gennem mange sæsoner - de er uundværlige i vores breddeklub.

 

 

 

Mange spillere - giver god træning

Som man vil kunne se, så forventer seniorafdelingen at blive mellem 70 og 80 spillere + vores U19 drenge, når vi starter op. Så der bliver virkelig knald på.

I forhold til Jyllandsserie-truppen, så er den intakt i forhold til den trup, som sluttede efterårssæsonen 2025 som nummer 3 i den første sæson nogensinde for klubben, på så højt et niveau.

Hertil kan lægges, at vi heldigvis igen har Rasmus Henriksen tilbage efter en hel sæson med knæskade, vi får desuden David Alici hjem fra rejse, og så får vi tilgang af Simon Flening med solid Fynsserie-erfaring. Der kommer formentligt yderligere et par spillere, som vil byde sig til omkring truppen.

Derfor er vi igen til forårssæsonen fulde af optimisme og gode forventninger.

Noget andet, som blev særdeles tydeligt hen over efteråret, det var den store opbakning, som klubben mærker på tilskuerlægterne. På kampdage dukker virkelig mange tilskuere op og hepper på de rødklædte Gauerslund-spillere. Derfor bliver der også kigget på muligheder for yderligere tribune- eller siddeplads-muligheder.

Som traditionen byder, så vil der efter første træning d. 24. januar 2026 blive budt på suppe og ved dette velkomst-arrangement vil trænerne også præsentere sig nærmere.

 

 

Luk